Efter et brag af en koncert på dette års Roskilde Festival, var der naturligvis rift om Robyns forestående koncert på Store Vega d. 8 oktober. Og på under ét minut var billetterne til koncerten udsolgt.
Nu imødekommer den svenske pop-prinsesse så den store efterspørgsel fra sine fans og flytter koncerten fra Store Vega til Falkoner Salen på Frederiksberg, skriver musikplakaten.dk.
Falkoner Salen har plads til over 2.000 mennesker, modsat Store Vega som kun kan huse et stående publikum på 1.500 mennesker.
Omkring 500 fans har altså stadig muligheden for at opleve housebeat-sangerinden, når hun lægger sin vej forbi Danmark. Og det er en chance, man ikke må gå glip af, det er nemlig meget sjældent, at Robyn kigger ned til sit naboland.
Inden Roskilde Festivalen i år og i 2008 er det ikke meget, det danske publikum har set til den svenske pop-diva, og det til trods for at Robyn har fået et voldsomt comeback også i Danmark.
Billetterne til Robyn-koncerten i Falkoner Salen bliver sat til salg onsdag d. 28. juli 2010 på billetlugen.dk. De billetter, som er købt til Store Vega, er selvfølgelig stadig gældende.