Polsk premierminister bag ny regering med omstridt minister
Kommende forsvarsminister beskyldte Rusland for at stå bag præsidentflyets styrt i 2010, hvor præsidenten døde


Polens fremtidige premierminister peger på Antoni Macierewicz som forsvarsminister, hvilket er et kontroversielt valg, da han har beskyldt Rusland for at have spillet en rolle, da det polske præsidentfly i 2010 styrtede til jorden.

Mandag offentliggjorde den konservative Beata Szydlo sin ministerliste, hvori det fremgår, at hun trods kontroversen ønsker den 67-årige som chef for militæret.

Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS) blev for omkring to uger siden det første parti, som vandt absolut flertal i parlamentet, siden kommunismens fald i Polen.

Da præsident Lech Kaczynski i 2010 mistede livet sammen med højtstående embedsmænd i forbindelse med styrtet i Smolensk i Rusland, antydede Macierewicz, at ulykken kan have været forsætlig.

Uden at have beviser beskyldte han Moskva for at stå bag præsidentflyets skæbne i ledtog med Polens daværende premierminister Donald Tusk, som nu er EU's præsident.

Den kommende premierminister har desuden valgt Witold Waszczykowski som udenrigsminister og den tidligere chef for PiS-partiet Mariusz Blaszczak som indenrigsminister.

Valgresultatet betyder, at polakkerne siger farvel til otte år med midterpartiet Borgerplatform.

PiS-partiets økonomiske planer, herunder en ny bankskat, en massiv polstring af socialsektoren og en pengepolitisk hjælpepakke, har gjort investorer bekymrede i de seneste måneder.

Det har devalueret den polske zloty overfor euroen, og bankaktier har nået det laveste niveau i 2,5 år.

Mandag steg polske aktier dog samlet med 0,4 procent, efter at det kom frem, at den nye økonomiminister bliver Mateusz Morawiecki, der er chef for Polens tredjestørste bank, BZ WBK.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.