Politisk tovtrækkeri om kommissær-posterne
Et socialdemokratisk medlem af EU-Parlamentet bør erstatte Bratusek som kommissær, siger de borgerlige.
Det har udviklet sig til lidt af et politisk puslespil efter, at Alenka Bratusek onsdag aften ikke blev godkendt som kommissær.
Det har udviklet sig til lidt af et politisk puslespil efter, at Alenka Bratusek onsdag aften ikke blev godkendt som kommissær. Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Det politiske tovtrækkeri om den kommende EU-kommission tager til, efter at de to ansvarlige udvalg i Europaparlamentet onsdag kasserede Sloveniens kandidat, Alenka Bratusek.

Den kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, har via sin talsmand slået fast torsdag, at han "finder sit nuværende hold for det rette," og lægger dermed pres på parlamentarikerne.

Men det forhindrer ikke EU-Parlamentets to største grupper i at komme med "et godt tilbud" om en erstatning for den tidligere premierminister.

De har fundet en kommissærkandidat fra egne rækker, det socialdemokratiske parlamentsmedlem Tanja Fajon, som får opbakning fra parlamentets største gruppe, borgerlige EPP.

- EPP vil kun støtte en kvindelig kandidat med erfaring. På listen fra den slovenske regering sidste sommer stod eksempelvis navnet Tanja Fajon. Hun ville opfylde dette krav perfekt, siger gruppeleder Manfred Weber.

Det har været nævnt, at indsættelsen af Fajon i kommissionen vil kræve, at Juncker flytter rundt på poster, da hun ikke kan sidde på så tung en portefølje, som den Bratusek er tiltænkt, nemlig næstformand og kommissær med ansvar for EU's energiunion.

Hos den socialdemokratiske grupper, S&D, mener man, at Fajon kan løfte opgaven.

- Vi mener, at der er en rigtig god grund til, at den naturlige kandidat til posten er Tanja Fajon. For det første fordi hendes navn var på listen fra den slovenske regering. Dernæst har Fajon lang erfaring i Europaparlamentet, og hun har allerede bevist sin kompetence og pålidelighed, siger gruppeleder Gianni Pittella.

Tanja Fajon er uddannet journalist og har tidligere arbejdet som EU-korrespondent. Senere har hun taget en kandidatuddannelse i international politik. Hun blev valgt ind i EU-Parlamentet i 2009 for socialdemokraterne.

Europaparlamentet kan ikke formelt afvise enkeltkandidater til poster i EU-Kommissionen.

Men eftersom parlamentet skal stemme om kommissionen som helhed, planlagt til 22. oktober, er det set før, at parlamentet har tvunget en kommende kommissionsformand til at skifte ud på sit hold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.