10 millioner. Cirka lige så meget som Københavns Kommune netop har givet i ekstrabevilling til istandsættelse af lokaler til Eurovision Song Contest.
Det er, hvad det vil koste at lappe den brist i retssikkerheden, der betyder, at det for mange syge og arbejdsløse ikke kan nytte at klage over fejl i kommunen.
Læs: Kommuner snyder arbejdsløse: I er for rige
Det gælder for eksempel Pia M. Laursen, der vandt sin sag mod Fredericia Kommune og fik efterbetalt 39.000 kroner, som hun havde ret til i sygedagpenge. Men samtidig fratog kommunen hende præcis samme beløb i kontanthjælp. Nu var hun nemlig rig
Reglerne har fået hård kritik fra flere politikere, en professor i socialret og Kræftens Bekæmpelse, Den Sociale Retshjælp og Danske Handicaporganisationer.
Selvom problemet første gang blev rejst i sommer, er der endnu intet sket i sagen.
Politikere i kø med kritik
Men nu tegner der sig et flertal i Folketinget for at finde pengene og ændre loven. Det viser en rundringning til en række partiers arbejdsmarkedsordførere lavet af Avisen.dk.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen sagde i dag i Avisen.dk, at det umiddelbart synes urimeligt at borgere reelt ikke får noget ud af at klage. Men hun understregede, at der mangler et politisk flertal og en finansiering. Beskæftigelsesministeriet har beregnet, at det vil koste fem til ti millioner kroner om året.
”Det virker totalt uretfærdigt, og det bør laves om. Hvis Mette Frederiksen mangler et politisk flertal for at ændre det, så er det ikke Dansk Folkeparti, der kommer til at spænde ben for det,” siger Bent Bøgsted, arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti.
Han kalder de ti millioner, der skal findes, for ”et lille beløb i de statslige finanser”.
SF: "En illusion, at man kan klage"
Også det tidligere regeringsparti SF mener, at syge og arbejdsløse skal kunne få efterbetalt penge, de havde ret til. Arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen mener, at man altid vil kunne finde 10 millioner, hvis der er politiske vilje.
”Det er en uretfærdighed. Som kontanthjælpsmodtager får man jo ingen glæde af at få ret i en klage. Det gør det til en illusion, at man kan klage,” siger Eigil Andersen (SF).
Han mener, der er vigtigt at ændre loven, fordi der i dag er mange sanktioner fra kommunernes side, når borgere begår fejl. Men laver kommunen fejl, tjener den på det.
Eigil Andersen peger på, at det vil være oplagt at tage lovændringen og finansieringen ind i finanslovsforhandlingerne.
Regeringspartner vil tale med Mette F.
Hos regeringspartneren Radikale mener arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq (R) også, at det virker urimeligt, at borgere som vinder en sag mod kommunen, bliver ramt af modregning. Han siger, at han meget gerne vil diskutere en ændring af reglerne med Mette Frederiksen.
”Det er helt oplagt at se på, hvordan vi kan ændre de her regler, så vi værner om retssikkerheden for en gruppe svage borgere,” siger Nadeem Farooq.
Socialordfører Finn Sørensen (EL) siger i dag til Avisen.dk, at hvis ikke Mette Frederiksen vil fremsætte et forslag om lovændring snart, så gør Enhedslisten det selv.
Det har ikke været muligt for Avisen.dk at få en kommentar fra Venstre.