Politisk ekspert: Løkke aner ikke hvad han skal stille op
Både regeringen og Socialdemokraterne er rådvilde om flygtningesituationen, vurderer politisk kommentator Henrik Qvortrup.
Politikerne er rådvilde og ved slet ikke, hvad de skal stille op med flygtningekrisen, mener politisk kommentator Henrik Qvortrup
Politikerne er rådvilde og ved slet ikke, hvad de skal stille op med flygtningekrisen, mener politisk kommentator Henrik Qvortrup Foto: Claus Bech/Scanpix


De manglende politiske svar på den akutte flygtningesituation vidner om rådvildhed i begge sider af Folketinget, mener politisk kommentator Henrik Qvortrup.

Rigspolitiet har nu givet de mange flygtninge og migranter, der ikke ville registreres i Padborg og Rødby, lov til at rejse videre gennem Danmark. Imens kritiserer Politiforbundets formand, at der mangler en handleplan for, hvad politiet skal stille op med de mange flygtninge.

Aner ikke hvad de skal gøre

Det tyder på, at regereringen slet ikke ved, hvad den skal stille op, mener Henrik Qvortrup.

- Det virker som om, at det hele sejler. Jeg kan godt forstå, at politiformanden er frustreret. Der er helt tydeligt ingen anvisninger til politiet om, hvad de skal stille op. Mit bedste bud er, at der sidder en samling politikere derinde, der reelt ikke aner, hvad de skal gøre, siger han.

Han undrer sig også over, at Lars Løkke onsdag aften tog til vinsmagning på en italiensk restaurant. Restaurantbesøget gør ikke flygtningesituationen værre eller bedre, men det er et uheldigt signal, mener Henrik Qvotrup.

- Vi står i en af de mest alvorlige situationer længe, og Løkke har stået hele dagen i går og har prøvet at lægge ansigtet i de rigtige folder, og så står han med nogle semikendte til vinsmagning. Han forsvarer sig med, at det er hans privatliv, men man er statsminister 24 timer i døgnet. Med den historik, Lars Løkke går rundt med, ville jeg nok - af alle ting - ikke vælge at gå til en vinsmagning, siger Henrik Qvortrup.

Stort pres på regeringen

Torsdag klokken 10 mødes regeringen med partilederne for at drøfte situationen.

- Jeg tror, at regeringen kommer under stort pres for at give politiet nogle retningslinjer. Dernæst er jeg noget spændt på, hvad Mette Frederiksen siger. Jeg synes, det er påfaldende, at formanden for Socialdemokraterne, Danmarks største parti, ikke har ladet høre fra sig. Jeg tror også, at hun er meget i vildrede om, hvor Socialdemokraterne skal lægge sig her, siger Henrik Qvortrup.

Lars Løkke er nu begyndt at vise sig som statsmand, efter at han har talt om kvoter og europæiske løsninger på krisen, mener Qvortrup. Det åbner imidlertid en plads på det sted, hvor Venstre før stod i flygtningespørgsmålet.

- Jeg ved ikke, om Socialdemokraterne vil overveje at udnytte det, men det kan meget vel være noget, de overvejer. Under alle omstændigheder tror jeg, at Socialdemokraterne spekulerer i, at problematisere det, at Løkke snakker om kvoteaftaler, uden at han har flertal for det, siger Henrik Qvortrup.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.