En politimand udviste rystende mangel på empati, da han på alarmcentralen modtog et opkald fra en selvmordstruet, som fortalte, at han overvejede at tage sit eget liv.
Faktisk opfordrede betjenten ligefrem den fortvivlede mand til at tage sit eget liv.
Det skriver BT, der har fundet oplysningerne i Rigspolitiets egen opgørelse over disciplinærsager i politiet i 2014.
Ifølge indberetningen af politimanden spurgte han først den selvmordstruede:
"Hvordan vil du dræbe dig selv (...) vil du spise skidtfisk, indtil du bliver kvalt i det eller hvad?"
Og da den selvmordstruede sagde, at han ville skære sin pulsåre over og tage en plastikpose ud over, skal politimanden have svaret.
"Ja, bare gør det stille og roligt. Vi vil fandme ikke have noget svineri jo. (...) Den med plastikposen den er sådan set god nok, men det kunne være, at du skulle snakke med en doktor, inden du gør det"
Rigspolitiet vurderer samtalen som udtryk for "meget alvorlig mangel på dømmekraft", og betjenten har efterfølgende fået en bøde på 1.000 kroner.
Avisen.dk arbejder på at få en kommentar fra Rigspolitiet.