TERROR I KØBENHAVN
Politimænd: Vi mangler veste og skydetræning
Betjente udtrykker bekymring over, at der ikke er ressourcer til at træne med tunge skydevåben.
Politi foran Synagogen, hvor en mand blev skudt.
Politi foran Synagogen, hvor en mand blev skudt. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Flere af de betjente, der lørdag og natten til søndag blev sendt ud i Københavns gader i forbindelse med skyderierne ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade, udtrykte søndag frustration over deres udstyr.

Det skete på et møde, hvor betjentene udtrykte bekymring over, at der blandt andet ikke er skudsikre veste i den rette størrelse til alle, skriver Jyllands-Posten.

- Jeg kan bekræfte, at der var frustrationer i forbindelse med veste. Udstyrssituationen i Københavns Politi er, at vi ikke har nok sikkerhedsudstyr til vores kolleger. Desværre er vi udsat for, at nogle er nødt til at tage en størrelse vest på, der ikke passer, siger formand for Københavns Politiforening, Michael Møller, til Jyllands-Posten.

Politiforeningen foreslår, at der indføres personlige sikkerhedsveste, så alle har deres egen vest.

Foruden manglen på veste er betjentene også bekymrede over mangel på tunge våben hos politiet, men ikke mindst træning i at anvende dem.

Michael Møller fortæller til Jyllands-Posten, at der ikke er nok ressourcer til, at betjentene kommer tilstrækkeligt på skydebanen. Men nu er der kommet "lig på bordet", så nu skal regeringen op i gear, mener han.

Ledende politiinspektør hos Københavns Politi, Mogens Lauridsen, er delvist enig i kritikken.

- Vi er godt opmærksomme på, at vores uddannelsesniveau selvfølgelig kan blive bedre, siger han til avisen.

Ifølge Mogens Lauridsen var der allerede før angrebene planlagt mere uddannelse. Han afviser dog, at der skulle mangle tunge våben.

Fem politibetjente blev såret i forbindelse med angrebene i København, hvor to civile personer mistede livet.


/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.