Taxaselskaber byder ind med en urealistisk lav pris, når offentlige trafikselskaber sender kørsel i udbud.
Trafikselskaberne takker ja til priser, der opfordrer til løndumping, lyder kritikken fra 3F og arbejdsgiverforeningen Atax.
Trafikselskaberne sender ansvaret videre til kommunerne og Trafikstyrelsen, men den går ikke, mener flere politikere i Folketinget.
"Det er trafikselskaberne, der udbyder kørslen, og derfor også dem, der har kontrollen med, hvilke udbud, der er realistiske. De skal ikke prøve at tørre den af på kommunerne," siger Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, der vil have flere arbejdsklausuler i branchen.
Hos Dansk Folkeparti er man enige i, at det er trafikselskabet selv, der skal føre tilsyn.
"Man skal ikke være professor for at se, at de her tilbud ikke kan hænge sammen," siger Kim Christiansen, trafikordfører for Dansk Folkeparti.
Tiltro til trafikselskaberne
Også Venstre mener, at tilsynet ligger hos trafikselskabet selv. Men trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen tror ikke på, at en politisk indblanding er løsningen.
"Vi har ikke aktuelle planer om at gribe ind. Men kommer der en masse eksempler på, at tilsynsforpligtigelsen er forsømt, så vil vi kigge på det," siger han.
Også Socialistisk Folkeparti har tiltro til, at trafikselskaberne selv tager hånd om tilsynet.
"For mig at se er det trafikselskabernes opgave, at man ikke laver nogle udbud, der underbyder gældende overenskomster, og det har jeg tillid til, at trafikselskaberne overholder", siger trafikordfører Jonas Dahl.
Liberal Alliance afviser helt at blande sig.
"Det kan godt være, der er noget galt med tilsynsmyndigheden, men jeg kan ikke se, at det politiske system skal gå ind og blande sig. Trafikselskaberne må selv finde ud af at løse det her," siger trafikordfører Villum Christensen.