Bor du i Barcelona, Bangkok eller Berlin, mens du arbejder i Danmark, kan du få tusindvis af kroner i rejsefradrag for rejsen til Danmark.
Skat gav i 2012 befordringsfradrag for 1,1 milliard kroner til folk, der ikke har folkeregisteradresse i Danmark, viser et folketingssvar. 14.175 østeuropæere fik 238,9 millioner i fradrag, mens 8.710 udlandsdanskere hver fik 41.705 kroner i fradrag på et år eller i alt 363,3 millioner kroner.
DF, De Konservative, Enhedslisten og SF ønsker derfor at sætte loft over, hvor lang afstand man kan få fradrag for, skriver metroxpress.
- Det her er jo grotesk. Der skal strammes op - vi foreslår, at man kun får fradrag for de første 600 kilometer, siger SF"s Lisbeth Bech Povlsen.
De Konservatives Brian Mikkelsen bakker op:
- Fradraget bør blot række fra den ene ende af Danmark til den anden, siger han til metroxpress.
I dag får man 1,05 kroner pr. kilometer til job i fradrag, når der er over 120 kilometer - eller man kan trække udgiften til flybilletten fra.
Da også Venstre vil se på reglerne, er regeringen i mindretal.
Formanden for rejsearbejderne vil have sat fradraget op.
- Hvis politikerne satte sådan et loft, ville folk stoppe med at arbejde i Norge og Tyskland, siger formand Hans Erik Meyer til metroxpress.
Skatteminister Morten Østergaard (R) vil intet ændre.
- Når vi i Danmark giver et fradrag for transport til og fra arbejde, er det, fordi vi ønsker, at folk skal være mobile og flytte sig efter det arbejde, der findes. Et loft over fradraget vil meget hurtigt ramme de arbejdstagere, der pendler langt indenlands, skriver han til avisen.