Politikere lever med trusler: Skoleformands kone svinet til

Af 152 politikere i Østjylland har seks har oplevet trusler om vold og to trusler på livet. En blev på Facebook truet med en brevbombe.
Anders Buhl-Christensen (V) har flere gange overvejet, om hvervet som politiker er det værd, men han mener, at det er vigtigt at fortsætte på trods af ubehagelige oplevelser.
Anders Buhl-Christensen (V) har flere gange overvejet, om hvervet som politiker er det værd, men han mener, at det er vigtigt at fortsætte på trods af ubehagelige oplevelser. Foto: Randers Kommune

Anders Buhl-Christensen (V) fra byrådet i Randers lever som mange andre politikere med verbale overfusninger, chikane og sågar trusler.

Selv hans hustru er blevet så voldsomt overfuset, at oplevelsen to år efter fortsat sidder i hende.

Det fortæller Anders Buhl-Christensen til TV 2 Østjylland.

Hustruen blev på hjemmeadressen verbalt overfuset af en borger, der dukkede op en dag, hvor Anders Buhl-Christensen ikke var hjemme.

- Det påvirker hende stadig, selvom det er to år siden. Så det har jo sat nogle spor, som det ikke burde, siger han til tv-stationen.

Men det er ikke den eneste gang, at hans politiske virke som formand for Børne- og Skoleudvalget og med beslutninger, som har indvirken på borgerens dagligdag, vender tilbage som en yderst ubehagelig oplevelse.

En dag var der læsset 60-80 gamle plakater af i hans baghave.

- Når folk begynder at komme ind på ens matrikel, så træder de for nær og bryder en eller anden grænse, hvor det ikke er i orden længere, siger Anders Buhl-Christensen.

Trues med vold og død

Anders Buhl-Christensens oplevelser kommer frem i forbindelse med en undersøgelse TV 2 Østjylland har lavet blandt byrådspolitikere i Østjylland.

Af undersøgelsen fremgår det, at 57 byrådspolitikere siden kommunalvalget i 2013 har prøvet at blive overfuset verbalt af en borger.

Af de 152 politikere, som har svaret på undersøgelsen, har to oplevet trusler på livet, mens seks har oplevet trusler om vold.

For eksempel modtog Jarl Gorridsen (V), medlem af byrådet i Silkeborg og formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, i april en dødstrussel via Facebook. Nogen truede med at sende en brevbombe.

42 svarer, at de har prøvet noget, som de oplever som chikane.

Ulrik Kjær, professor i statskundskab på Syddansk Universitet, siger til tv-stationen, at konsekvensen kan være, at det vil holde mere sarte sjæle fra at gå ind i kommunalpolitik eller at nogle politikere vil holde sig ude af afgørende diskussioner.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.