Politikere i Norge skammer sig over egne asylregler
Medlemmer af Stortinget i Oslo slagter dansk "smykkelov", men kender ikke deres egne strengere regler.
Arkivfoto af asylansøgere ved den norske grænse til Rusland. I Norge er flere politikere ikke bekendt med landets egne asylregler.
Arkivfoto af asylansøgere ved den norske grænse til Rusland. I Norge er flere politikere ikke bekendt med landets egne asylregler. Foto: Cornelius Poppe/AP


I Norge siger partiet Venstres stortingsrepræsentant for Nord-Trøndelag, André N. Skjelstad, at han er skamfuld over strenge norske asylregler, som han ikke har været opmærksom på.

Det sker efter, at alle partier i Stortinget med undtagelse af Fremskrittspartiet har taget skarpt afstand fra de danske lovstramninger, som i Oslo kaldes "nedværdigende", "smålige", "uværdige" og "skræmmende".

André N. Skjelstad, der har sagt, at loven i Danmark "minder om nazistenes overgreb", var derfor overrasket, da det norske medie NRK konfronterede ham med de gældende regler i Norge, som er strengere, hvad angår pengebeløb.

- Jeg er lidt skamfuld, når jeg ser rundskrivelsen. Jeg vidste ikke, at vi havde sådanne regler. Vi vil tage det op i regeringen, siger Skjelstad til NRK.

Samme melding kommer fra Kristelig Folkeparti (KrF), som nu også vil ændre de eksisterende regler.

Dagrun Eriksen, som er partiets næstformand, mener, at beløbsgrænsen på 5000 norske kroner, som er lavere end i Danmark, er for lav.

Den norske Udlændingestyrelse, UDI, siger til NRK, at reglerne holdes i hævd, og at de indebærer, at flygtninge og asylsøgere får frataget dele af ydelser til for eksempelvis mad og toiletsager.

Det sker, hvis de har formue eller ejendele, som repræsenterer værdier på over 5000 norske kroner (3962 danske kroner).

I praksis har dette været biler, campingvogne eller andre store realiserbare værdier.

Ingen betaler for ophold på asylmodtagelsen.

Partiet Høyres indvandringspolitiske ordfører, Ingjerd Schou, understreger, at Norge ikke har planer om at beslaglægge ejendele.

- Det er hele forskellen på Norge og Danmark. Vi beslaglægger ikke værdigenstande som smykker og ure. Hvis man derimod har et beløb på en vis størrelse, så fører det til et nedslag i de ydelser, man får, siger Schou, som ikke mener, at der er grund til at ændre de norske regler.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.