Politiker: Stop beskyldninger og ondskabsfuldheder
En radikal folketingskandidat beder sine kolleger om at droppe den negative tone forud for valget.


Tal ordentligt. Det lyder som Call me-reklamen, men budskabet er fra en københavnsk politiker, der allerede er træt af den negative tone blandt kollegaerne.

"Det er blevet en negativ valgkamp, før valget er udskrevet, så det blev jeg og folk omkring mig rigtig trætte af. Vi ville gøre noget positivt og sætte fokus på, at politik handler om samarbejde," fastslår folketingskandidat Samira Nawa Amini (R) til metroxpress.

Hun er inspireret af fænomenet 'Ice Bucket-challenge', hvor man udfordrer og nominerer hinanden, men her gælder det ikke et koldt bad, men en sober, politisk tone.

I uge 17 har hun fremhævet et politisk område hos sine politiske modstandere som direkte modsvar til de kampagner, som hun kalder for 'negative', heriblandt De Konservatives 'Stop Nazi Islam Isme' og Helle Thornings 'kommer du til Danmark, så skal du arbejde'.

"Det fyger om sig med beskyldninger og nogen steder decideret ondskabsfuldheder. Vælgerne skal ikke ekskluderes, men inkluderes, så folk gider stemme," siger Samira Amini, der mener, at politikerne er ansvarlige for substans.

Den holdning støtter Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak!.

"Store meningsdannere skal gå forrest som et godt eksempel. Det er et paradoks, at samfundets ypperligste meningsdannere for åben skærm nedgør hinanden," siger Gitte Strandgaard til Ritzau.

Samira Amini mener ikke, at vælgerne bliver klogere af mudderkastning, og derfor vil hun nu udfordre tre politiske modstandere i håb om, at valgkampen kan blive mere positiv.

Simon Emil Ammitzbøll (LA), Peter Hummelgaard (S) og Rasmus Jarlov (K) kan føre stafetten videre.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.