John Morville Larsen, der er løsgænger i Langeland Kommunalbestyrelse, er havnet i lidt af en møgsag.
Lokalpolitikeren er nemlig blevet sigtet for tyveri af bil, nøgle og registreringsattest fra en autoforhandler i Odense. Det skriver Fyens.dk.
På fredag skal lokalpolitikeren møde i retten, og det bliver en ren tilståelsessag. John Morville Larsen har nemlig erkendt, at han - kort før han som restauratør på Thummelumsen i Rudkøbing indgav personlig konkursbegæring - købte en bil og lod den omregistrere. Men det må man ikke op til en konkurs.
- For fanden, det er en møgsag, siger John Morville Larsen til Fyens.dk.
Han siger til avisen, at han ikke vidste, at han handlede ulovligt.
- Jeg ved ikke, om det er naivt, men det var dumt. Det kan jeg godt se her bagefter. Jeg fortryder meget i dag, jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, siger John Morville Larsen til Fyens.dk.
Sagen kan sætte puinktum for hans fremtid i kommunalbestyrelsen. Hvis politikeren bliver kendt skyldig, skal Langeland Kommune nemlig indberette sagen til Valgbarhedsnævnet. Her skal man så vurdere, om Thomas Morville Larsen er værdig til fortsat at sidde i kommunalbestyrelsen.