Det tog den skotske politiker, Martin Kitts-Hayes, under to timer at blive så sur over indkvarteringen i Legoland i Billund, at han beordrede den delegation, han var leder af, hjem med det første fly.
Martin Kitts-Hayes og hans selskab var i følge den skotske tabloid-avis Daily Record i Billund for at deltage i en konference om arbejdspladser i Nordsø-regionen. Men delegationen nåede slet ikke at deltage i diskussionerne - den rejste hjem tre dage før, refererer BT.
Martin Kitts-Hayes siger til Daily Record, at hytten, han var indkvarteret i var "...disgusting. It was worse than a B&B – it was a shed" ("...ulækker. Den det var værre end Bed & Breakfast - det var et skur")
Sent ude
Delegationen var ifølge Legoland sent ude med bestilling af overnatning og havde fået "Wild West"-hytterne, som mest af alt er familie-hytter med fem senge og bad og toilet.
Det var ikke noget, der imponerede Martin Kitts-Hayes.
- Der var et badeværelse - hvis du overhovedet kan kalde det et badeværelse. Man kan vel løst beskrive det som en bruser, siger han.
Har ikke klaget
Den bratte afrejse koster skatteborgerne i Aberdeenshire, den region delegationen er valgt i, en ekstraregning på omkring 50.000 kroner for nye flybilletter.
Til Daily Record, siger PR-koordinator Kasper Tangsig, at Martin Kitts-Hayes og kompagni forlod Legoland uden sure miner og siden ikke har indgivet en klage.
- Delegationen bookede tre Wild West-hytter i vores Holiday Village efter den officielle deadline for tilmelding til konferencen. Vores ansatte spurgte, om der var nogen problemer med indlogeringen, men de sagde, at de blev nødt til at tage hjem, siger Legolands PR-koordinator Kasper Tangsig til Daily Record.
Skotske sparetider
I Aberdeenshire er Martin Kitts-Hayes og hans følges bratte exit fra Legoland blevet til en historie om misbrug af skatteydernes penge.
Martin Kitts-Hayes bebrejdes for at skyde 50.000 kroner af på flybilletter, mens den skotske region er presset på økonomien og skal spare i størrelsesordenen af 10 millioner kroner.