Når danske soldater vender sårede hjem fra krig med en smadret psyke, må de ofte vente i årevis på, at deres sager bliver behandlet i Arbejdsskadestyrelsen. Men når Arbejdsskadestyrelsen flytter fra København som en del af regeringens plan om udflytning af statslige arbejdspladser, kan ventetiden blive endnu længere.
Sådan lyder advarslen i Avisen.dk i dag fra advokaten Mads Pramming, som repræsenterer 135 krigsveteraner.
Han frygter, at vigtige medarbejdere med stor ekspertise i diagnoser som PTSD vil forlade styrelsen, hvis den skal flytte fra København til Haderslev eller Vordingborg. Uden netop de medarbejdere, kan sagerne bryde sammen, frygter advokaten. Det vil gøre tilværelsen endnu hårdere for de veteraner, som har fået alvorlige, psykiske mén af at drage i krig.
- Hvis det viser sig, at udflytningen kan få negative konsekvenser for krigsveteraner, vil vi have meget svært ved at støtte det.
SF: Tag det meget alvorligt
I SF mener man ikke, at regeringen har tænkt sig godt nok om, inden planen om udflytningen blev sat i værk.
- Jeg tror overhovedet ikke, man har tænkt den tanke, at veteranerne kunne blive ramt i forbindelse med udflytningen. Der er formentlig masser af problemer med udflytningen. Det skal man tage meget alvorligt, lyder det fra forsvarsordfører Holger K. Nielsen.
Planen er, at Arbejdsskadestyrelsen skal blive en del af den selvejende institution ATP for derefter at flytte til Vordingborg og Haderslev. Men det kræver en lovændring, som SF ser skeptisk på.
- Hvis det viser sig, at udflytningen kan få negative konsekvenser for krigsveteraner, vil vi have meget svært ved at støtte det, fastslår Holger K. Nielsen.
S og K: Det skal nok gå
Hos Konservative regner forsvarsordfører Rasmus Jarlov med, at Arbejdsskadestyrelsen er i stand til at håndtere problemerne med veteranerne under en udflytning.
- Det er selvfølgelig helt relevant, at der bliver rejst en bekymring. Men jeg tænker, at regeringen har overvejet det og vurderet, at styrelsen kan overkomme den udfordring, siger han.
Samme holdning har Socialdemokraternes forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen.
- Uanset om der sker en udflytning ej, er det Arbejdsskadestyrelsens opgave at sørge for, at der er de kvalificerede medarbejdere, der er behov for. Men jeg håber selvfølgelig, at den her sag bliver vendt, når vi skal drøfte det, siger Henrik Dam Kristensen
Måske bliver det bedre
Hos Dansk Folkeparti er beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted ikke nervøs for, at veteranerne kan blive ramt af Arbejdsskadestyrelsens flytning. Det kan måske endda hjælpe dem, mener han.
- Jeg tror ikke, de skal være bange for, at der vil mangle kompetencer. Måske får veteranerne endda en bedre behandling af, at der kommer nye øjne på sagerne, mener Bent Bøgsted.