Politiforening: Det er et ekstremt farligt og voldeligt miljø
En betjent blev onsdag aften skudt i hovedet under en anholdelse på Christiania. Men de københavnske betjente går på job med rank ryg, siger deres formand. Han kræver dog handling fra politikerne og Christianitterne.
Af Mathias Svane Kraft
MERE
- Det der skete i går aftes, kan man ikke gardere sig mod. Der er tale om en vanvittig voldsmand, som vælger at skyde sig fri under en anholdelse, siger formanden for Københavns Politiforening.
- Det der skete i går aftes, kan man ikke gardere sig mod. Der er tale om en vanvittig voldsmand, som vælger at skyde sig fri under en anholdelse, siger formanden for Københavns Politiforening. Foto: Jens Astrup


Selvom to betjente onsdag aften blev skudt af en ung mand på Christiania, går kollegerne i Task Force Pusherstreet på arbejde som altid. Sådan lyder det fra Michael Bergmann Møller, som er formand for Københavns Politiforening under Politiforbundet.

- Der er tale om meget dygtige politikfolk, der ved, hvad de har med at gøre. Så de går på arbejde med rank ryg, som de altid har gjort. Men det er klart, at de vil være følsomme den næste tid, fordi en nær kollega jo lige er blevet skudt i hovedet, mens en anden er skudt i benet, lyder det fra politiformanden.

- Det der skete i går aftes, kan man ikke gardere sig mod. Der er tale om en vanvittig voldsmand, som vælger at skyde sig fri under en anholdelse.
Michael Bergmann Møller, formand for Københavns Politiforening

Risikoen følger med jobbet

Som formand for Københavns Politiforening er Michael Bergmann Møller den, der taler københavnske betjentes sag, når det for eksempel handler om arbejdsmiljø. Men selvom gårsdagens angreb på to betjente var voldsomt, er det en risiko, der følger med jobbet.

- Det, der skete i går aftes, kan man ikke gardere sig mod. Der er tale om en vanvittig voldsmand, som vælger at skyde sig fri under en anholdelse. Det kunne lige så godt ske i en lejlighed eller på gaden, siger han og fortsætter:

- Det er ikke noget, man på nogen måde kan være forberedt på. Det er en risiko, som altid er forbundet med at være politimand, siger Michael Bergmann Møller.

Den 25-årige mistænkte blev torsdag skudt i Kastrup af Politiets Aktionsstyrke. Foto: Uffe Weng.

Farligt og voldeligt

Skyderiet skete i forbindelse med en rutinemæssig anholdelse af 25-årig mand, som ifølge Københavns Politi er tilknyttet hashboderne på Pusherstreet og har en kriminel baggrund. Han er nu anholdt af Politiets Aktionsstyrke.

- Taske Force Pusherstreet arbejder i et ekstremt farligt og voldeligt miljø. Men der er tale om en professionel enhed, som hver gang de er på Christiania, tager alle de sikkerhedshensyn, der skal tages, lyder det fra Michael Bergman Møller.

Opsang til christianitter

Når alt kommer til alt, er det dog ikke politiet, der skal løse problemerne på Christiania, mener Michael Bergmann Møller.

- Løsningen ligger i sidste ende et andet sted end hos politiet. Politikerne på Christiansborg må afklare, om man vil have stedet lovliggjort, eller om vi skal nøjes med at lukke Pusherstreet, siger han.

- Det andet er, at de gode christianitter altså må gøre noget for at håndhæve det, når de hævder, at de går ind for antivold og ikke vil have våben og hårde stoffer på Christiania, siger formanden og fortsætter:

- Det er fint, at de går og messer det igen og igen, men jeg savner at høre, hvad de har tænkt sig at gøre. De må lave en opfølgning og få sagt til pusherne, at episoder som den her ødelægger meget for dem, siger Michael Bergmann Møller.

- Sagsbunkerne vokser og vokser, og vi kan simpelthen ikke nå det hele. Det gør, at banderne får alt for frit spil.
Michael Bergmann Møller, formand for Københavns Politiforening

Frit spil til bander

Den voldsomme eskalation på Christiania skyldes også, at politiet mangler ressourcer, mener formanden. I forvejen er man nemlig hårdt presset på grund af den forhøjede terrorrisiko. Det betyder, at der bruges store ressourcer på bevogtning, og det går ud over indsatsen mod baner, mener formanden for de københavnske betjente.

- Sandheden er faktisk, at vi mangler folk i København. Sagsbunkerne vokser og vokser, og vi kan simpelthen ikke nå det hele. Det gør, at banderne får alt for frit spil. Derfor kæmper de en meget voldsom kamp om det københavnske narkomarked lige nu.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.