Man bør undersøge, om der kan spares mandskab hos politiet ved i højere grad at optimere sikkerheden ved udsatte bygninger med sluser, skudsikkert glas og flere overvågningskameraer.
Det mener Claus Oxfeldt, der er formand for Politiforbundet.
- Vores tilgang er, at alt, der kan klares ved hjælp af tekniske løsninger ved bevogtningsopgaver, er at foretrække, siger han.
Siden skudangrebene i København i februar 2015 har politiet blandt andet bevogtet synagogen i København.
Den slags opgaver er opslidende for dansk politi, og derfor er det en diskussion værd, om der er måder, hvorpå man kan lette politiets opgaver, mener Claus Oxfeldt.
Politiforbundets formand anerkender, at der vil være bevogtningsopgaver, som maskiner eller tykt glas ikke ville kunne håndtere.
- I det tilfælde, hvor der er en potential terrorrisiko, giver det mening at bruge politiet, men jeg mener, at man skal prøve at differentiere det lidt.
- Man bør seriøst overveje at bruge tekniske løsninger alle de steder, man kan gøre det, siger han.
Claus Oxfeldt nævner blandt andet bevogtningen ved synagogen.
- Vores folk står foran synagogen som skydeskiver. Det er farligt, og det er et stort ressourcetræk. Man bør kigge på, om der er nogle tekniske alternativer, lyder det.
Han påpeger desuden, at det er udmattende for en betjent at stå og holde vagt i mange timer af gangen.
De lange bevogtningsvagter kan også betyde, at betjenten mister fokus og opmærksomheden, lyder advarslen fra Claus Oxfeldt.
Rigspolitiet oplyser i en mail til TV2, at man i øjeblikket er i færd med at kigge på, om der er bevogtningsopgaver, som kan afløses af teknik.
/ritzau/