Politiforbund: Nødvendigt at fjerne opgaver fra politiet
Claus Oxfeldt roser nye tiltag fra Søren Pind (V), der godkender underprioriterede opgaver i fremtiden.
Det er nødvendigt med nye tiltag, der tager opgaver fra politiet og tillader, at opgaver bliver underprioriterede, mener formand i Politiforbundet Claus Oxfeldt.
Det er nødvendigt med nye tiltag, der tager opgaver fra politiet og tillader, at opgaver bliver underprioriterede, mener formand i Politiforbundet Claus Oxfeldt. Foto: S. Andersen Cicilie/Polfoto


Det er nødvendigt at fjerne opgaver fra ordensmagten, hvis politiet ikke skal knække, lød det tirsdag på et pressemøde med justitsminister Søren Pind (V).

Og sådan må det være, siger man i Politiforbundet, selv om man tidligere har været kritisk over for selvsamme løsningsmodel.

- Det er da med stor ærgrelse, at vi må sige ok, så må vi bide hovedet af alt skam og gå positivt ind i det her. Realismen er også kommet til os, siger formand Claus Oxfeldt.

På et pressemøde tirsdag har Søren Pind fremlagt en plan, der skal tilføre det pressede politi flere ressourcer. Det handler om at udstationere hjemmeværnet ved grænserne og fjerne opgaven med at sidde i ATK-vognene, der måler fart, fra politiet.

Samtidig lyder det, at fremtidens politi kan ikke kontrollere færdsel og narkotika i det omfang, som man kunne forvente. Et godt og realistisk signal, der ikke stikker folk blår i øjnene, siger Claus Oxfeldt.

- Selv om der sker nogle tiltag, så er der nogle opgaver, som politiet fortsat ikke kan løse på det niveau, man kan forvente i et retssamfund. Det er fint, at der skal prioriteres, for vi er nødt til at få skabt et tåleligt arbejds- og familieliv for politibetjente i Danmark.

Han advarer dog også om, at politiets "personalebuffer" fjernes helt, når en del af de bløde opgaver helt forsvinder fra politiet. Derfor mener han, at man i fremtiden må skrue op for antallet af betjente, hvis man skal kunne løse uforudsete opgaver.

- Man er nødt til at forholde sig til, at i årene der kommer, at der er man nødt til at dimensionere dansk politi i et helt andet tal, siger han.

Optaget på landets politiskole er da også en af de ting, som Søren Pind vil justere på. Han vil hæve antallet af optagne på politiskolen, så der i 2016 optages det maksimale antal på 600 elever, 216 studerende ud over det normale.

Der er politisk flertal for tiltagene, da både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne bakker op.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.