Politifolk efterforsker Dhaka-angreb på sociale medier
Bånd til Islamisk Stat eller andre grupper undersøges fortsat af politiet i Dhaka. Politiet har anholdt to.
Bangladeshere var mandag mødt op på et station i hovedstaden for at mindes de dræbte ved angreb på spisested i Dhaka fredag.
Bangladeshere var mandag mødt op på et station i hovedstaden for at mindes de dræbte ved angreb på spisested i Dhaka fredag. Foto: /AP


Politiet i Bangladesh arbejder fortsat på at bekræfte identiteter på flere personer, som stod bag et angreb fredag på en restaurant i Dhaka, hvor 22 mennesker blev dræbt.

Myndighederne undersøger, om der er en forbindelse til Islamisk Stat eller andre grupper, siger vicepolitikommissær Masudur Rahman til nyhedsbureauet Reuters.

Identificeringen sker blandt andet ved at sammenholde foto fra sociale medier med ligene af de dræbte gidseltagere. Politiet tager desuden dna-test, fortæller Rahman.

Islamisk Stat tog fredag skylden for angrebet.

Politiet har formelt anholdt to personer. Den ene var i forvejen tilbageholdt.

- To er varetægtsfængslet, siger politiinspektør Shahidul Hoque til nyhedsbureauet AFP.

Søndag sagde landets indenrigsminister, at den ekstremistiske gruppe intet havde med hændelsen at gøre.

- De er medlemmer af gruppen Jamaat-ul-Mujahideen. De har ingen forbindelser til Islamisk Stat, sagde Asaduzzaman Kahn til AFP.

Bangladeshere var mandag mødt op på et stadion i hovedstaden for at mindes de 22 dræbte, heriblandt to politifolk. Også seks gidseltagere blev dræbt.

Blandt andre premierminister Sheikh Hasina deltog i ceremonien. Hun lagde en krans ved kisterne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.