Politiets krav forsinker retssag om Tibet-aktivister
Nu skal landsret vurdere, om politiet kan få udsat retssag om indgreb under kinesiske statsbesøg.
Københavns Politi går nu til Østre Landsret i et forsøg på at få udsat en retssag om indgreb mod Tibet-aktivister (arkivfoto).
Københavns Politi går nu til Østre Landsret i et forsøg på at få udsat en retssag om indgreb mod Tibet-aktivister (arkivfoto). Foto: Www.colourbox.com/Free


En retssag om politiets indgreb mod Tibet-sympatisører trækker i langdrag, selv om Københavns Byret egentlig er parat til at tage fat.

Forsinkelsen skyldes en protest fra Københavns Politi, som er sagsøgt af fire borgere på grund af politiets opførsel ved kinesiske statsbesøg i 2012 og 2013.

- Der kan flere år, hvis politiet får medhold i, at sagen skal udsættes. Måske kommer der først en afgørelse i 2019, siger advokatfuldmægtig Tobias Stadarfeld Jensen, der for advokatkontoret Bonnez & Ziebe arbejder med sagen.

De fire hævder, at deres grundlovssikrede ret til at demonstrere og til at ytre sig bevidst blev krænket af politiet.

Politiet nægter at betale erstatning og forsøger at få retssagen udskudt til senere.

Det sker med henvisning til, at justitsminister Søren Pind (V) sidste efterår besluttede at nedsætte en undersøgelseskommission.

Den skal afklare, hvordan det gik til, at politiet besluttede at jagte tibetanske flag og i øvrigt at sikre, at en kinesisk præsident ikke fik flagene at se.

Desuden er Den Uafhængige Politiklagemyndighed ved at undersøge, om ansatte i politiet har gjort sig skyldig i magtmisbrug ved at lyve om politiindsatsen over for justitsministeren og dermed også Folketinget.

Som nævnt har Københavns Byret imidlertid afvist at udsætte sagen, indtil de to myndigheder er færdige.

Men politiet holder fast i sit ønske - og har krævet at få spørgsmålet om udsættelse indbragt for Østre Landsret.

Dette skridt har Procesbevillingsnævnet netop imødekommet, oplyser Støttekomitéen for Tibet.

Tilladelsen indebærer således en yderligere forsinkelse af retssagen, som blev anlagt i juni 2015.

I øvrigt kræver politiet også at få udsat en tilsvarende retssag om indgreb mod to Falun Gong-aktivister.

Den er anlagt af en kinesisk kvinde, der har fået asyl i Danmark, og af en ældre mand. Men sidstnævnte, der blev 87 år, er død, oplyser Tobias Stadarfeld Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.