Politiet undersøger park efter skudattentater
Politihunde gennemsnuser Ørstedsparken i det indre København for at finde spor efter sidste weekends skyderier
ARKIVFOTO: Der er ikke oplysninger om, hvor længe parken skal være afspærret.
ARKIVFOTO: Der er ikke oplysninger om, hvor længe parken skal være afspærret. Scanpix


Ørstedsparken i det indre København var søndag formiddag afspærret, mens politi med hunde ledte efter mulige spor som led i efterforskningen af skudattentaterne i København sidste weekend.

Først på eftermiddagen var politiet færdige på stedet, og afspærringen kunne ophæves, oplyser vagtchef Lars Westerweel, Københavns Politi.

- Vi er færdige dernede, men jeg har ingen kommentarer til resultatet af vores undersøgelser, siger Lars Westerweel til Ritzau.

Det vides derfor ikke, om der blev fundet noget mistænkeligt i parken, der har med skudattentaterne at gøre.

Undersøgelsen omfattede hele parken, og alle indgange var spærret, mens politihunde gennemsøgte området.

Der er ikke oplysninger om, hvad politiet ledte efter, og om, hvorvidt det var et tip fra offentligheden, der satte gennemsøgningen i gang.

Men politiet har tidligere offentliggjort overvågningsbilleder af den formodede gerningsmand, 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein, der viser, at han færdedes i Indre By i tidsrummet mellem de to skudattentater lørdag den 14. februar.

Lars Westerweel sagde tidligere søndag til ekstrabladet.dk, at det var hundepatruljer, der gennemsøgte parken, og at der ikke var nogen umiddelbar fare.

- Det sker, så vi er hundrede procent sikre på, at vi ikke har overset noget og været alt igennem i forbindelse med terrorefterforskningen, sagde vagtchefen til ekstrabladet.dk.

Ifølge netavisen var parkens indgange bevogtet af bevæbnede betjente. Også Israels Plads, der ligger op til parken, var afspærret.

Ved skudattentaterne ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro og ved synagogen i Krystalgade sidste lørdag blev to mennesker dræbt og fem betjente såret.

Politiet mener, at Omar Abdel Hamid El-Hussein bevægede sig rundt i Indre By, hvor han måske rekognoscerede forud for sit angreb på synagogen i Krystalgade.

Politiet har efterlyst vidner, der har set ham i området omkring Amagertorv, Købmagergade, Krystalgade og Peder Hvidtfeldts Stræde i det indre København.

Det vides ikke, om politiet har fået tip, der har rettet søgelyset mod Ørstedsparken. Parken ligger i udkanten af Indre By nær Nørreport Station.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.