Politiet undersøger 32-årig mands død
Intet tyder på en forbrydelse i forbindelse med 32-årig mands død, men politiet vil endnu ikke lukke sagen.
Politiet vil være helt sikker på, om manden er faldet eller har været udsat for stump vold.
Politiet vil være helt sikker på, om manden er faldet eller har været udsat for stump vold. Foto: Colourbox/free


En mands død tirsdag har ført til en større efterforskning, og trods mange timers undersøgelser kan politiet fredag endnu ikke konkludere noget om dødsårsagen.

Den 32-årige mand blev fundet død i Veksø i Nordsjælland, og politiet har lavet indledende efterforskning og omfattende tekniske undersøgelser på stedet, ligesom den døde er blevet obduceret.

Obduktionen skulle egentlig klarlægge dødsårsagen.

- Vi skal finde ud af, om det er en faldskade, eller om han har været udsat for stump vold, sagde vagtchef Palle Jørgensen.

Obduktionen har tilsyneladende ikke givet et klar svar, og politiet arbejder fortsat med blandt andet yderligere tekniske undersøgelser.

Det er derfor ikke muligt at sige, hvornår efterforskningen er færdig.

- Der er dog intet, der efter de foreløbige efterforskningsskridt tyder på en forbrydelse, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Ingen personer er anholdt i sagen.

Nordsjællands Politi har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.