Politiet stormer caféen i Sydney
Et godt 15 timer langt gidseldrama på en café i den australske millionby Sydney synes at være overstået.
Politiet har stormet caféen
Politiet har stormet caféen Reuters/Scanpix


Der er hørt skud eller eksplosioner, og flere gidsler er flygtet fra den café i den australske millionby Sydneys finanskvarter, hvor en bevæbnet gidseltager tilbageholder et ukendt antal gidsler, fortæller Ritzaus journalist på stedet.

Gidselaffæren udviklede sig dramatisk mandag eftermiddag dansk tid, da politiet affyrede chokgranater, og der blev vist tv-billeder af en håndfuld gidsler, der flygter fra caféen i sikkerhed med armene over hovedet.

Talstærkt politi og ambulancepersonale er til stede i området omkring caféen.

Tv-billederne viser redningspersonale udføre hjertemassage på en tilskadekommen.

Det australske medie ABC News' journalist på stedet Nick Dole melder:

- De skynder sig ind i ambulancen og er nu på vej ned af Martin Place. Jeg antager, at der er sårede. Det her er en meget pludselig udvikling.

Ritzaus journalist på stedet står et stykke fra caféen, hvor gidseldramaet finder sted.

- Jeg var vidne til skud og politiet sendte bomberyddere ind, siger Kristian Hedegaard.

Der er tegn på, at aktionen er overstået.

- Hvor folk før ikke tog nogle chancer, er der en lidt mere løs stemning nu. Det kunne tyde på, at de har pacificeret gerningsmanden. Det farlige element i aktionen er overstået, siger Kristian Hedegaard.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.