Politiet stopper tog for at anholde teenage-drenge
21-årig mand blev lørdag morgen overfaldet på Hillerød Station af røvere, som stak af i lokaltog.
Politiet anholdte de tre drenge for røveri.
Politiet anholdte de tre drenge for røveri. Foto: SIELEMANN SØREN/POLFOTO


Nordsjællands Politi valgte lørdag morgen at standse toget på lokalbanen mellem Hillerød og Tisvilde efter et røverisk overfald på Hillerød Station.

Ved anmeldelsen af røveriet fik politiet oplyst, at de formodede gerningsmænd havde taget flugten ind i toget.

- Toget blev standset i Kagerup, hvor to af de tre blev anholdt. Og efterfølgende blev den tredje, som løb fra stedet også anholdt, fortæller vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi.

Offeret i sagen er en 21-årig mand, som lørdag morgen ankom til Hillerød Station med S-toget fra København.

- Han bliver passet op af tre gerningsmænd, som river en halskæde af ham, og han bliver slået på venstre side af hovedet, så han falder til jorden, hvor han bliver sparket - formentlig af alle tre, fortæller Palle Jørgensen.

I forbindelse med overfaldet blev den 21-årige mand frarøvet nogle penge.

De tre anholdte i sagen er en dreng på 15 år og to drenge på 16 år. De bliver lørdag eftermiddag kørt til Retten i Hillerød, hvor de bliver stillet for en dommer i et grundlovsforhør.

Her vil anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi bede dommeren om at varetægtsfængsle de tre. Grundlovsforhøret begynder efter planen klokken 14.15.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.