Politiet søger lys kassevogn i jagten på Emilie Meng
Vidner har set en kassevogn køre stærkt ved Korsør Lystskov i weekenden, hvor Emilie Meng forsvandt.


I jagten på den forsvundne teenager Emilie Meng efterlyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag en hvid eller lys kassevogn.

Der er dog tale om et noget perifert spor, som vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen ikke selv tror særlig meget på.

- Vi har fra flere sider hørt, at en hvid eller lys kassevogn har kørt og påkaldt sig opmærksomhed ved Korsør Lystskov i løbet af weekenden 9.-10. juli, siger Søren Ravn-Nielsen.

- Men umiddelbart har vi ikke nogen opfattelse af, at den har noget med sagen at gøre, siger han.

Når politiet alligevel vælger at nævne kassevognen, skyldes det, at man torsdag og fredag er i gang med en afsøgning af Korsør Lystskov.

- Derfor har vi valgt at sige, at vi gerne vil tale med føreren for lige at få lukket det hjørne også, siger Søren Ravn-Nielsen.

Han påpeger, at også arbejdet i skoven må betegnes som et noget løst spor.

Baggrunden for tilstedeværelsen i skoven er, at politiet ønsker at udelukke, at der findes effekter i skoven, som kan relatere sig til Emilie Mengs forsvinden.

Afsøgningen er altså ikke foranlediget af konkrete spor, men et udtryk for grundighed, lyder det fra politiet.

Blandt andet deltager politiets nedgravningshunde og tjenestehunde. Det samme gør Søværnets Minørtjeneste i afsøgningen af søer og vådområder.

Emilie Meng forsvandt tidligt om morgenen 10. juli 2016. Ved firetiden tog hun efter en bytur afsked med to veninder ved Korsør Station.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.