Politiet skyder person i Høng
Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger omstændighederne i forbindelse med en skudepisode lørdag nat.


En patrulje fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har lørdag nat afgivet skud og ramt en person ved en hændelse i Høng.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger lige nu omstændighederne i forbindelse med skudepisoden, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi skriver i pressemeddelelsen, at man ikke har yderligere oplysninger om de nærmere omstændigheder ved skudepisoden, før Den Uafhængige Politiklagemyndighed har klarlagt hændelsesforløbet.

Det oplyses ikke, hvilken tilstand den skudramte person er i.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra hverken Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi eller Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.