Politiet skød mod BMW-tyv
Biltyv forsøgte at påkøre politifolk, som derefter affyrede skud mod bilens dæk.
En patrulje måtte affyre skud mod en biltyv sent torsdag aften. Ingen kom til skade. Genrefoto
En patrulje måtte affyre skud mod en biltyv sent torsdag aften. Ingen kom til skade. Genrefoto Foto: Colourbox/free


En politipatrulje i Nordjylland måtte kort før midnat tage våben i brug for at få stoppet og anholdt en biltyv.

Ingen kom noget til i forbindelse med episoden, der fandt sted i Hadsund i Nordjylland.

En sort BMW X5 var meldt efterlyst, og bilens fører havde kort forinden været i besiddelse af et skydevåben, som var set af vidner i nærheden af Havndal syd for Hadsund, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Ved standsningen af bilen foretog bilens fører en bakkemanøvre direkte mod politifolkene på stedet og bakkede direkte ind i patruljebilen, beretter politiet.

- Politiet afgav skud mod bilens dæk som følge af truslen mod politifolkene. Biltyven standsede herefter bilen, og han blev anholdt på stedet, lyder det videre.

Bilen var stjålet i Brande.

Gerningsmanden, der er 25 år og fra lokalområdet, vil blive sigtet for at have forvoldt fare for liv eller førlighed.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.