Politiet ser frem til mere familietid med grænsehjælp
Hjemmeværnet bliver tirsdag indsat ved den dansk-tyske grænse for at aflaste et hårdt presset politi.
Hjemmeværnet bliver tirsdag indsat ved den dansk-tyske grænse for at aflaste politiet.
Hjemmeværnet bliver tirsdag indsat ved den dansk-tyske grænse for at aflaste politiet. Foto: Joachim Ladefoged/Polfoto


En kombination af terrorberedskab og grænsekontrol har længe presset dansk politi gevaldigt.

Tirsdag bliver der taget et skridt for at lette politiets massive overarbejdspukkel, når Hjemmeværnet indsættes ved den danske-tyske grænse for at assistere politiet med grænsekontrollen.

Hos politiet er det derfor en god dag, siger Claus Oxfeldt, formanden for Politiforbundet.

- Det er positivt, at det forhåbentlig får den betydning, at flere politifolk på den korte bane kan komme til at holde lidt mere fri sammen med deres familier, end de har kunnet det seneste halvandet år.

- Siden terrorangrebet i København i februar 2015 har dansk politi ligget vandret, så jeg håber, at flere betjente nu kan komme ned på en 37 timers arbejdsuge, siger Oxfeldt.

Hjemmeværnet skal bidrage med 125 årsværk ved grænsen. Samtidig skrues kontrollen ned med 40 årsværk, så i alt 165 betjente kan forlade grænsekontrollen.

Konkret skal Hjemmeværnet støtte politiet med færdselsregulering samt kontrol af køretøjer og personer.

Det er opgaver, som allerede løses af Hjemmeværnet, og hjemmeværnspersonalet har gennemført et uddannelsesprogram på politiskolen i Brøndby.

Hjemmeværnets personale er ubevæbnet og kommer ikke til at udføre opgaver, der kræver politimyndighed som for eksempel at håndtere frihedsberøvede personer.

Oxfeldt forventer ikke, at kvalitetsniveauet for grænsekontrollen daler, fordi Hjemmeværnet træder til.

- Det positive er, at det er under politimæssig kommando, og hjemmeværnsfolket har været igennem et uddannelsesforløb.

- Så jeg forventer, at det bliver nogenlunde det samme niveau, og skal der gribes ind i forhold til magtanvendelse og anholdelse, så skal politiet tage sig af det, siger han.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, er fortrøstningsfuld, fordi der sendes "dedikerede folk" til grænsen.

- Det er folk, som er klar til opgaven, og jeg er sikker på, at de kommer til at aflaste politiet i væsentligt omfang, så der er mange betjente, der kan sendes hjem til de hjemlige udfordringer i politikredsene, siger han.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, mener, at der skal flere hjemmeværnsfolk på opgaven, fordi sommerens potentielt gode vejr kan øge presset ved grænsen.

- Så det vil være godt, hvis regeringen allerede nu kommer i gang med at undersøge muligheder for, at endnu flere hjemmeværnsfolk kan gennemgå denne uddannelse, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.