Politiet mistænker 10 mænd og to kvinder i ny hashsag
Der er fuldgyldige rockere og bandefolk i en gruppe, som politiet mener har handlet med hash på Christiania.


10 mænd og to kvinder, hvoraf flere har tætte relationer til rocker- og bandemiljøet i hovedstadsområdet, er blevet anholdt og sigtet for indsmugling og handel med op til 900 kilo hash. En del af stoffet menes at være solgt i Christianias hashboder.

Blandt de anholdte er et fuldgyldigt medlem af rockergruppen Hells Angels og et medlem af bandegrupperingen No Surrender, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Det var politiets særlige bandeenhed Task Force Øst, der tirsdag slog til mod gruppen ved en storstilet aktion, hvor 35 lokaliteter i hovedstadsområdet blev ransaget.

Ved aktionen fandt politiet blandt andet omkring en halv million kroner, 35 kilo hash og en pistol med ammunition.

Aktionen fandt sted, efter at politiet har haft efterforskning i gang mod bagmænd til den organiserede narkokriminalitet. Efterforskningen er sket i samarbejde med politi i udlandet, oplyser politiet.

Det har foreløbig ført til anholdelse af et 57-årigt fuldgyldigt medlem af Hells Angels, et 36-årigt medlem af banden No Surrender, der er en nyere bandegruppering, samt ti andre.

De 12 anholdte vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor anklageren vil kræve dem varetægtsfængslet.

Det vil formentlig ske for lukkede døre, fordi politiet ønsker at holde kortene tæt til kroppen af hensyn til efterforskningen af sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.