Politiet løslader mand i voldtægtssag fra Silkeborg
Der er kommet nye oplysninger i en sag om voldtægt af en 27-årig kvinde i Silkeborg, oplyser politiet.


En 24-årig mand er blevet løsladt i en voldtægtssag fra Silkeborg, da der er dukket nye oplysninger op i sagen.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. Det fremgår ikke, hvad de nye oplysninger går ud på.

Manden er imidlertid fortsat sigtet i sagen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om en fuldbyrdet voldtægt i Silkeborg 30. oktober.

En 27-årige kvinde fra Eritrea har forklaret, at hun blev voldtaget af en mand på et græsareal ned mod Silkeborg Langsø ved Ansvej.

Kvinden har oplyst, at en mand, der udgav sig for at være politimand, standsede hende, da hun kom cyklende ved Ansvej. Da kvinden standsede, hev manden hende angiveligt af cyklen og trak hende ind i et buskads.

Det var en kvindelig hundelufter, der slog alarm ved 18.45-tiden, da hun så en taske og en cykel, der lå henslængt i vejkanten på en måde, som hun fandt underlig.

Da politiet kom til stedet, traf de på to mænd, og den ene af dem - den 24-årige mand - blev anholdt.

Han blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger. Han valgte imidlertid at kære fængslingen.

Nu er han så blevet løsladt på grund af de nye oplysninger i sagen, som politiet foreløbig ikke løfter sløret for. Der er imidlertid ikke rejst nye sigtelser i sagen, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Politiet har tidligere oplyst, at der på det formodede gerningssted blev fundet et brugt kondom, som skulle undersøges for dna-spor.

Politiet vil fortsat gerne i kontakt med personer, der har befundet sig i området ved Ansvej 30. oktober omkring gerningstidspunktet først på aftenen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.