Politiet løslader mand bag bombetrussel
Den mand, som tirsdag indtelefonerede en bombetrussel mod Rosengårdcentret, kræves ikke fængslet.
Rosengårdcentret i Odense som tirsdag blev udsat for en bombetrussel. Det var anden gang inden for få dage, at der blev fremsat en bombetrussel i Odense. Arkivfoto.
Rosengårdcentret i Odense som tirsdag blev udsat for en bombetrussel. Det var anden gang inden for få dage, at der blev fremsat en bombetrussel i Odense. Arkivfoto. Foto: KATINKA HUSTAD/POLFOTO


Politiet vil alligevel ikke kræve en 48-årig mand varetægtsfængslet for en bombetrussel mod Rosengårdcentret i Odense.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Tirsdag klokken 12.25 ringede en mand til politiet og fortalte, at der var anbragt en bombe på et toilet i Rosengårdcentret.

- Ret hurtigt blev centrets toiletter rømmet og undersøgt af centrets vagter og politiet, men vi fandt ikke noget, sagde Kenneth Taanquist, der er vagtchef hos Fyns Politi, tirsdag til Ritzau.

Godt en time senere blev en 48-årig mand og en 56-årig kvinde anholdt. Manden erkendte, at det var ham, der var kommet med truslen, og kvinden blev derefter løsladt.

Tirsdag oplyste politiet, at manden ville blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling onsdag.

Men nu vurderer juristerne, at der ikke er grundlag for at kræve manden fængslet.

- Der er en række betingelser i retsplejeloven, der skal være opfyldt, før der kan ske varetægtsfængsling. Disse betingelser er ikke til stede i denne konkrete sag, udtaler senioranklager Marina Hedam Moltke-Leth.

- Manden har erkendt, at det var ham, der ringede til politiet og fremsatte truslen. Sagen kommer i retten på et senere tidspunkt, hvor den vil blive afgjort, hedder det videre.

Det var anden gang inden for få dage, at der blev fremsat en bombetrussel i Odense.

Fredag eftermiddag betød en bombetrussel mod Odense Banegård Center, at togtrafikken mellem landsdelene blev lammet i omkring fire timer. Omkring 30.000 mennesker blev berørt af bombetruslen på en af årets allerstørste rejsedage.

Ifølge politiet er der ingen sammenhæng mellem de to episoder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.