Politiet løslader anholdte fra blodig aktion i Paris
Otte blev anholdt, da politiet onsdag gennemførte voldsom aktion mod terrorister i Paris. Syv er nu løsladt.
Under politiaktionen, hvor terroristen Abdelhamid Abaaoud blev dræbt i onsdags, blev der også anholdt otte personer. Syv af dem er nu løsladt igen.
Under politiaktionen, hvor terroristen Abdelhamid Abaaoud blev dræbt i onsdags, blev der også anholdt otte personer. Syv af dem er nu løsladt igen. Foto: Uncredited/AP


Fransk politi har løsladt syv af de otte personer, der blev anholdt under den langvarige aktion, som politiet i onsdags gennemførte i Saint Denis-bydelen i den franske hovedstad, Paris.

Det siger juridiske kilder i Paris.

Det var ved denne aktion, at Abdelhamid Abaaoud, den formodede bagmand til det store terrorangreb i Paris forrige fredag, blev dræbt.

En kvinde blev også dræbt, muligvis Abaaouds kusine, mens et tredje dødsoffer endnu ikke er identificeret.

Under aktionen anholdt politiet otte personer, der blev kørt væk til afhøring.

Det var fem personer, som blev anholdt i bygningen, hvor lejligheden med de dræbte var, og så var det tre andre, der blev taget med fra gaden.

En af de anholdte var en person, der sagde, at han ejer lejligheden, med terroristerne.

Det er ham, der ikke er løsladt.

En person tæt på efterforskningen siger, at de fem personer, der blev taget med fra bygningen, menes at være hjemløse, der blot har opholdt sig der, fordi de ikke ellers havde nogle steder at tage hen.

De to sidste, en mand og en kvinde, der befandt sig på gaden, er også løsladt.

I øjeblikket er de franske myndigheder i fuld gang med at forsøge at komme til bunds i terrorangrebet og finde de personer, der står Paris-massakren, hvor 130 mennesker blev dræbt ved skudangreb og selvmordsbomber den 13. november.

De franske efterforskere mener, at den nu dræbte Abdelhamid Abaaoud, marokkanskfødt belgier, der blev 28 år, var manden, som udtænkte terrorangrebet og planlagde det.

Europæiske myndigheder troede, at Abaaoud stadig var i Syrien, men et tip fra Marokko til Frankrig sagde, at nej, han er i Frankrig.

Efter den første angrebsbølge fredag aften blev han optaget på et overvågningskamera ved en metrostation.

To kilder tæt på efterforskningen siger, at hans fingeraftryk er på et af de våben, der blev fundet i en efterladt Seat Leon-bil.

Der lå blandt andet tre AK47-rifler i bilen. Abaaouds fingeraftryk var på den ene, og på en af de andre var fingeraftryk fra Brahim Abdelsam, en af selvmordsterroristerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.