Politiet leder videre efter ligfund ved vandhul
En person er fundet død ved Herlufmagle, men det er for tidligt at sige, hvordan vedkommende kom af dage.


Politiet arbejder onsdag morgen fortsat på at klarlægge omstændighederne i forbindelse med fundet af et lig i udkanten af Herlufmagle på Sydsjælland.

- Vi lukkede ned et par timer i nat, og så genoptager vi undersøgelserne på findestedet her til morgen, siger Søren Ravn-Nielsen, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Liget blev fundet nær Suså Landevej i et markområde.

- Det er et åbent område, hvor der er et vandhul, siger vicepolitiinspektøren.

Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet er undersøgelserne fokuseret omkring en branddam tæt på landevejen. Kriminalteknikere er ved at sende dykkere i vandet.

Ligesom tirsdag aften kan politiet fortsat ikke udelukke, at der ligger en forbrydelse bag.

- Vi kan hverken udelukke det ene eller det andet. Vi melder noget ud i løbet af dagen, siger Søren Ravn-Nielsen.

Han ønsker ikke at fortælle, hvordan politiet blev gjort opmærksom på liget.

Kønnet på den døde vil han heller ikke ud med.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.