Vi leder endnu. Og måske kan du hjælpe os.
Sådan er budskabet fra Nordjyllands Politi, der tirsdag formiddag i en pressemeddelelse gør opmærksom på, at man forsat er på jagt efter den 67-årige Carsten Thomsen. Han er dement og forlod fredag aften plejecenteret i Mou.
Han er i god fysisk form og kan være nået langt, har politiet tidligere vurderet.
- Politiet har nu intensiveret eftersøgningen i nærområdet vest for Mou, hvor Carsten Thomsen blev set i tidsrummet umiddelbart efter sin forsvinden. Politipatruljer har gået fra dør til dør ad de mulige ruter fra Mou mod vest. Opgaven har her været at sikre at alle udhuse i området er blevet gennemsøgt, skriver politiet.
Mandag fik politiet en anmeldelse fra et vidne, som søndag formiddag havde set Carsten Thomsen på Halvej med retning mod Snebærvej, i Godthåb vest for Svenstrup.
Vidnet havde lagt mærke til Carsten Thomsens beklædning og hans karakteristiske 'sømandstatoveringer'.
- Derfor beder Nordjyllands Politi borgere i og omkring Godthåb og muligvis endnu længere mod vest, om at være opmærksomme. Ligeledes vil vi gerne i kontakt med personer, der har gået på, og i området omkring Halvej søndag formiddag mellem kl. 9 og kl. 10, skriver Nordjyllands Politi, der meget gerne modtager henvendelse om den forsvundne på tlf. 114.
Politiet beskriver Carsten Thomsen som en ældre skaldet mand, 180 cm. høj og kraftigt bygget. Da han gik, var han iført en kortærmet skjorte, cowboybukser og seler. Han har sømandstatoveringer på begge arme.
Foto: Nordjyllands Politi