Politiet leder i skrald for at finde drabsvåben
Politiet har indsamlet skrald fra "et større område" i jagten på den kniv, som Louise Borglits morder brugte.
Politifolk ledte i weekenden efter drabsvåbnet i området, hvor Louise Borglit blev dræbt. Uden held. Arkivfoto.
Politifolk ledte i weekenden efter drabsvåbnet i området, hvor Louise Borglit blev dræbt. Uden held. Arkivfoto. Foto: Nils Meilvang/Scanpix


Politiet mangler endnu at få et afgørende gennembrud i jagten på den person, som fredag i sidste uge dræbte den gravide Louise Borglit i Elverparken i Herlev.

Blandt andet er man på jagt efter den kniv, som den 32-årige kvinde blev stukket ned med, da hun var ude for at lufte sin søsters golden retriever.

- I løbet af tirsdag har vi samlet en del af dagrenovationen ind i et større område i håbet om eventuelt at finde et gerningsvåben og andre effekter, som kunne have interesse, siger efterforskningsleder Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi.

Efterforskningslederen fortæller, at politiet ikke har låst sig fast på nogen bestemt hypotese om, hvem drabsmanden kan være.

I håbet om at komme nærmere en idé om, hvem drabsmanden er, har politiet indsamlet overvågningsvideo fra området.

Ifølge Peter Malmose er der en del videokameraer i nærheden, og det er politiets håb, at de kan have fanget noget, som kan føre politiet på sporet af gerningsmanden.

Louise Borglit blev fundet dræbt fredag aften klokken 19.15. Det viste sig, at hun var blevet stukket flere gange med kniv.

Et kvindeligt vidne har fortalt, at hun hørte to skrig. Derefter kom en mand løbende ud af Elverparken, men han vendte om og løb tilbage i parken.

Politiet betragter manden som et vigtigt vidne. Han er ikke nødvendigvis gerningsmanden. Men endnu har politiet ikke talt med manden eller fundet ud af, hvem han er.

Efter drabet indsatte politiet en mobil politistation ved Elverparken. Håbet var at eventuelle vidner ville henvende sig med afgørende information.

Københavns Vestegns Politi oplyste onsdag formiddag, at Lousie Borglits familie har meddelt et ønske om ikke at blive kontaktet af pressen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.