Politiet leder efter kriminalitet i OW Bunker
Et hold af efterforskere skal gennemgå dokumenter fra OW Bunker med henblik på at finde lovovertrædelser.
Der endnu ikke er rejst sigtelser i sagen mod OW Bunker.
Der endnu ikke er rejst sigtelser i sagen mod OW Bunker. Foto: Kasper Palsnov/SCANPIX DENMARK


Bagmandspolitiet har indledt undersøgelser af mulige strafbare handlinger i sagen om selskabet OW Bunker, oplyser statsadvokat Morten Niels Jakobsen til Ritzau.

- Jeg har indsat et hold af efterforskere, der skal gennemgå de mange dokumenter i selskabet. Der har løbende været et tæt samarbejde med kuratorerne, der har sikret eventuelt bevismateriale i sagen, siger statsadvokaten.

- Der er tale om omfattende og komplicerede undersøgelser, der vil strække sig over mange uger, før vi overhovedet har et overblik over, hvad der egentlig er sket i OW Bunker, siger han.

Strengt juridisk er der ifølge statsadvokaten således ikke tale om, at Bagmandspolitiet har indledt en egentlig efterforskning.

Han understreger, at der fortsat hverken er anmeldte eller sigtede i sagen.

- Vi kan selvsagt ikke udelukke, at der er begået noget strafbart, men det er det, vi vil se efter nu i tæt samarbejde med kuratorerne.

- Vi er ved at danne os et billede af forretningsgange, den daglige drift og selve selskabskonstruktionen i OW Bunker. Målet er at skaffe et solidt grundlag til at vurdere, om der er foregået noget kriminelt i og omkring OW Bunker, siger Morten Niels Jakobsen.

Han afviser at forklare, hvorfor det først er nu, holdet af efterforskere sættes ind.

- Jeg vil ikke gå tæt ind i efterforskningen. Vi har fundet, at det nu er det rigtige tidspunkt at gå ind med det her udvidede samarbejde, siger statsadvokaten.

OW Bunker oplyste i begyndelsen af november, at det var besluttet at foretage politianmeldelse af to ledende medarbejdere i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore, men det er altså endnu ikke sket.

Anmeldelsen skulle ifølge en selskabsmeddelelse til børsen ikke dreje sig om bedrageri eller mandatsvig.

Derimod kan der være tale om overtrædelse af straffelovens paragraf 299, der handler om at påføre andre et formuetab ved at tilsidesætte sine pligter i forbindelse med varetagelse af formuen. Straffen går fra bøde til fængsel i halvandet år.

Paragraffen indeholder også en anden bestemmelse, der drejer sig om modtagelse af bestikkelse i forbindelse med varetagelsen af andres formueanliggender. Her kan straffen stige op til fængsel i fire år.

Den advokat, der repræsenterer de to medarbejdere, har sagt, at der muligvis er foregået noget uhensigtsmæssigt, men det er ikke strafbart.

OW Bunker med hovedsæde i Nørresundby har angiveligt tabt 1,6 milliarder kroner. Godt halvdelen skyldes ifølge selskabet selv forhold i datterselskabet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.