Ritzau
Opdateret kl. 10:33
Et ældre ægtepar på 81 og 83 år har mandag morgen været udsat for et hjemmerøveri på deres bopæl i Østergade i Rødby.
Det oplyser Søren Ravn-Nielsen, vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
To gerningsmænd brød ind i hjemmet, hvor parret fik bundet deres hænderne.
Gerningsmændene beskrives som yngre mænd, mellem 180 og 190 centimeter høje. Begge var iført mørkt tøj. Deres ansigter var tildækket.
De to ofre er ikke kommet noget fysisk til.
- Men de er begge meget chokeret efter at være blevet udsat for sådan en behandling i deres eget hjem, siger Søren Ravn-Nielsen.
Politiet er i gang med kriminaltekniske undersøgelser og afhøringer af ægteparret, og man ønsker derfor ikke at gå ud med de nærmere omstændigheder.
Det vides derfor heller ikke, hvordan de to gerningsmænd brød ind i hjemmet.
Omkring klokken 10 mandag kender politiet ikke til udbyttet ved røveriet.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 5.27. Det var ægteparret selv, der kontaktede politiet.
Politiet beder personer, der opholdt sig omkring Østergade mandag morgen, om at kontakte politiet på telefon 114, hvis man har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer.
/ritzau/