Ritzau
Opdateret kl. 11:13
Fyns Politi leder torsdag morgen med assistance fra Marinehjemmeværnet efter en 82-årig i vandet ved Svendborg Havn.
- Vi frygter, at han er faldet i vandet. Hans bil er blevet fundet på havnen med motoren i gang, fortæller vagtchef Torben Jakobsen fra Fyns Politi.
Manden er ikke set siden onsdag aften. Her tog han ned på havnen for at udføre noget arbejde på sin båd.
- Lige nu er Hjemmeværnet i vandet og kigger efter ham fra deres båd, fortæller Torben Jakobsen.
Marinehjemmeværnet oplyser, at ni frivillige deltager i eftersøgningen af den 82-årige. To både og en gummibåd er sat ind.
Fem mand deltager i eftersøgningen fra båden "Luna". To mand støtter fra en gummibåd dykkere fra beredskabet. Gummibåden er udstyret med en sonar, som kan afsløre, hvad der gemmer sig under vandet.
Derudover har Marinehjemmeværnet indsat båden "Holmen", som søger efter manden i Svendborgsund.
For mindre end en uge siden omkom en anden mand i en ulykke på en havn. Det var søndag i Gilleleje i Nordsjælland.
Her blev en mand fundet livløs i havnen. Politiets teori er, at manden var faldet i vandet - måske fordi der var glat. Og fordi der var glat, kunne manden ikke komme op af vandet igen.
/ritzau/