Politiet: Københavner-derby skal spilles i dagslys
Politiet vil fremrykke det næste opgør mellem Brøndby og FC København efter tilskuerballade i pokalsemifinale.
Næste gang Brøndby og FCK møder hinanden bliver det i dagslys.
Næste gang Brøndby og FCK møder hinanden bliver det i dagslys. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Når Brøndby næste gang tager imod FC København på fodboldbanen, bliver kampen spillet i dagslys.

Det slår politiinspektør hos Københavns Vestegns Politi, Mogens Lauridsen, fast over for TV 2 Sport efter tilskuerballaden i forbindelse med onsdagens pokalsemifinale på Brøndby Stadion med kampstart klokken 20.00.

- Næste kamp, som skal spilles herude, den skal spilles i dagslys, siger Mogens Lauridsen til TV 2 Sport.

Politiinspektøren forklarer, at flere Brøndby-fans forsøgte at komme igennem politiets afspærringer for at få fat i udeholdets tilskuere.

Flere politibetjente stod i vejen for de aggressive Brøndby-fans, der ikke umiddelbart lod sig stoppe.

- De vælger så at angribe de politifolk ret voldsomt, og for at redde sig selv så vælger politifolkene at anvende tåregas, forklarer Mogens Lauridsen.

FC København sikrede sig en plads i pokalfinalen med en 1-0-sejr. Det første opgør på FCK's hjemmebane var endt 1-1.

Også i forbindelse med den første kamp i Telia Parken var der problemer med aggressive Brøndby-fans, der efter slutfløjt kastede jernrør og andre genstande efter hjemmeholdets spillere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.