Politiet jager to mænd efter nedskydning i Roskilde
Midt- og Vestsjællands Politi mener at vide, hvem der stod bag nedskydningen af en mand ved politistation.
Midt- og Vestsjællands Politi leder nu efter to personer i forbindelse med et skyderi i Roskilde torsdag aften, men holder ellers kortene tæt til kroppen i sagen. Arkivfoto.
Midt- og Vestsjællands Politi leder nu efter to personer i forbindelse med et skyderi i Roskilde torsdag aften, men holder ellers kortene tæt til kroppen i sagen. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Colourbox.com


Midt- og Vestsjællands Politi leder nu efter to mænd i forbindelse med et skyderi i Roskilde torsdag aften.

- Vi ved, hvem det er, og hvad de hedder, og de ved nok også godt, at vi er efter dem, siger politikommissær Ove Pedersen lørdag eftermiddag til TV 2 Lorry.

Torsdag aften blev en 26-årig mand fra Hvalsø ramt af skud fra en forbipasserende bil, da han kom gående på fortovet nær politistationen i Roskilde. Nedskydningen skete for øjnene af 10-15 vidner.

Skudofferet blev bragt til sygehuset, men er uden for livsfare.

Ove Pedersen ønsker ikke over for Ritzau at komme nærmere ind på motivet til skyderiet, men afviser at der skulle være tale om et bandeopgør.

- Vi mener, at der er tale om nogle uoverensstemmelser mellem nogle personer, siger han.

Han vil heller ikke komme ind på, hvor mange skud der blev affyret, eller hvilke våben der blev brugt.

- Det vil jeg ikke sige noget om endnu. Vi skal lige have fat i de mistænkte og tale med dem først, forklarer Ove Pedersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.