Politiet i ny hash-aktion Christiania
Københavns Politi har beslaglagt hash til en værdi af knap en million kroner, mens retssager mod hashhandlere ruller i retten.
Midt i rækken af store retssager om hashhandlen på Christiania, slog politiet til igen.
Midt i rækken af store retssager om hashhandlen på Christiania, slog politiet til igen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Den første sag i et stort kompleks af sager rettet mod hashsalget på Christiania kulminerede fredag med domme til 10 personer i Københavns Byret.

Sideløbende med de mange retssager fortsætter Københavns Politi sit arbejde rettet mod ulovlighederne på Pusher Street, og det har i den seneste uge ført til beslaglæggelse af hashprodukter for knap en million kroner.

Politiets Task Force Pusher Street har i indeværende uge afholdt flere aktioner i og omkring Christiania og Pusher Street.

Onsdag blev der afholdt færdselsaktion, og politiet kunne konstatere, at der på trods af vinterferie var mange, der havde besluttet at lægge vejen forbi den berygtede hashgade.

Det førte blandt andet til, at 26 personer blev sigtet for at have stoffer på sig, mens 10 blev sigtet for narkopåvirket kørsel.

Senere samme dag lå politiet på lur ved udgangen til Christiania og bemærkede her en mand på cykel, der havde travlt med at komme væk fra området.

Politiet rettede henvendelse til manden og kunne konstatere, at hans travlhed og nervøsitet skyldtes, at han blandt andet havde 2,1 kilo hash, 86 gram skunk og 72 joints i sin rygsæk.

Fredag morgen fortsatte politiet arbejdet og ransagede i den forbindelse to lokaliteter. Her fandt man et større pengebeløb og en mindre mængde hash.

Herefter fortsatte jagten i en række skure og på åbne arealer.

Her fandt politiet flere tønder, der var gravet ned, og som alle indeholdt diverse hashprodukter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.