Politiet i Emilie-sagen: Kidnapning kan være en mulighed
Politiet frygter at ende uden en forklaring på Emilie Mengs forsvinden.
Sporet efter Emilie Meng stoppede klokken 04.00 10. juli. Her gik hendes telefon på en mast for sidste gang.
Sporet efter Emilie Meng stoppede klokken 04.00 10. juli. Her gik hendes telefon på en mast for sidste gang. Foto: Privatfoto efter aftale med familien


I dag er det to måneder siden, Emilie Meng forsvandt. Den dengang 17-årige pige sagde farvel til nogle venner på Korsør Station klokken 04.00 om morgen. Siden er hun ikke set.

En af de muligheder som Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi arbejder med er, at hun er blevet kidnappet.

Usædvanligt: Kidnapning

Efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen siger til Ekstra Bladet, at der arbejdes med tre hypoteser. Frivillig forsvinden, ulykke eller forbrydelse. Adspurgt om kidnapning er en mulighed, svarer han:

- Det er jo et led i det sidste tema. At der kan være sket en forbrydelse. Det er klart, at det har vi i tankerne i forbindelse med det her. Det har bare ikke rigtigt været praktiseret her i Danmark før, men selvfølgelig tænker vi også i de baner.

De to øvrige hypoteser er, at hun frivilligt er forsvundet, eller at der er sket en ulykke.

Ikke usædvanligt: Fravalgte taxa

Da Emilie Meng forlod sine venner på stationen, valgte hun at gå hjem til sine forældre, som bor et par kilometer derfra.

Vennerne skulle samme vej, men tog en taxa. At Emilie valgte ikke at tage med i taxaen er der en god forklaring på:

- Det har hun også haft gjort ved andre lejligheder, så det er der ikke noget unaturligt ved. Der var i øvrigt lyst på det tidspunkt. Så der er ikke noget i det, der ikke kan være en naturlig forklaring.

Efterforskerens frygt

Søren Ravn-Nielsen forklarer også til avisen, at det han frygter mest er, at der ikke kommer en forklaring på Emilies forsvinden. Ikke mindst af hensyn til familien.

Gruppen "Forsvundne Personer" forsøger med nye metoder i eftersøgningen af Emilie Meng. Således vil dykkere 18. september foretage en såkaldt "sweep" af havbunden. Dykkerne vil tjekke bådpladser og bolværker.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.