Politiet har ikke talt med gidseltager
Gidseldrama i Sydney ser ud til at trække ud. Politiet har endnu ikke talt med midaldrende gidseltager.
Området omkring cafeen i Sydneys forretningskvarter er afspærret. Det er uvist, hvor mange gidselstagere, der befinder sig inde i cafeen.
Området omkring cafeen i Sydneys forretningskvarter er afspærret. Det er uvist, hvor mange gidselstagere, der befinder sig inde i cafeen. Foto: Rob Griffith/AP


Politimyndighederne i Sydney har endnu ikke haft direkte kontakt med den mand, der holder op til 40 personer som gidsel på en café i den centrale del af byen.

Det siger politikommissær Andrew Scipione fra politiet i delstaten New South Wales, der ellers er sparsom med oplysningerne.

- Jeg kan bekræfte, at der er en bevæbnet mand på stedet, som holder et ukendt antal personer som gidsler nær Martin Place i det centrale Sydney, siger han på en pressekonference.

Samtidig oplyser han, at politiet indtil videre ikke kan bekræfte, at der er tale om en terrorrelateret situation.

- Vi håndterer situationen, som om det var en terroraktion, men indtil videre kan vi kun bekræfte, at der er tale om en gidseltagning, siger Andrew Scipione.

Politiet tror, at der er tale om en enkelt gerningsmand. At dømme ud fra tv-billeder, som er blevet vist på australsk tv, er der tale om en mand omkring de 50 år. Han har et sort pandebånd på med hvid arabisk skrift og bærer en stor rygsæk.

Gidseldramaet begyndte omkring klokken 09.45, da manden løb ind i caféen. Kort efter holdt nogle af gidslerne et flag med arabisk skrift på op mod cafeens vinduer.

Skriften er den muslimske trosbekendelse, Shahadaen. Skriften ses også i al-Nusra-frontens flag og andre islamiske bevægelsers symbol. Men det er ikke Islamisk Stats flag.

Et stort politiopbud befinder sig nær Martin Place, men der er ikke iværksat en decideret aktion for at befri gidslerne.

Flere bygninger i nærheden af caféen er blevet evakueret. Området huser blandt andet Australiens Højesteret, centralbank samt parlamentet for delstaten New South Wales.

Derudover blev byens berømte vartegn, operahuset, også evakueret mandag formiddag. Byens primære færdselsåre Harbour Bridge er ligeledes blevet lukket i sydgående retning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.