Politiet har fundet nye beviser i Se og Hør-sagen
De sigtede i Se og Hør-sagen skal afhøres igen, efter at politiet har gennemgået store mængder data.
Der er dukket nyt materiale op i Se og Hør-sagen.
Der er dukket nyt materiale op i Se og Hør-sagen. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/free


I løbet af de seneste måneder er det lykkedes efterforskere fra Københavns Vestegns Politi at finde nye og interessante oplysninger i afdækningen af eventuelle lovovertrædelser på ugebladet Se og Hør.

På den baggrund er man nu begyndt at sende bevismateriale ud til de sigtedes advokater, skriver Ekstra Bladet.

De nye beviser betyder desuden, at de otte sigtede i løbet af august og september skal genafhøres, fortæller vicepolitiinspektør Carsten Jansson til avisen.

- Siden Højesteret gav os tilladelse til at gennemgå det digitale materiale fra redaktionen i januar, har dedikerede medarbejdere ved hjælp af enorme computere arbejdet på at gennemgå det digitale materiale, vi har fået udleveret, siger Carsten Jansson.

På nuværende tidspunkt ønsker han ikke at fortælle, præcis hvilke beviser politiet har gravet frem i det digitale materiale.

Ifølge Ekstra Bladet har efterforskerne fået udleveret i alt 13 terabyte elektronisk bevismateriale og ni millioner mails fra Aller Media, der ejer Se og Hør.

Det er sket, efter at Højesteret i januar gav politiet lov til at kigge på oplysninger fra interne mails og telefoner fra journalister i sagen om den såkaldte tys-tys-kilde og muligt brud på tavshedspligten hos offentligt ansatte.

Højesteret betingede dog ordensmagtens adgang til det fortrolige materiale: En dommer ved Retten i Glostrup skal først se på de beslaglagte dokumenter for at afgøre, om det har relevans i Se og Hør-sagen.

Tys-tys-kilden, syv ansatte, eller tidligere ansatte fra Aller, samt selskabet er blevet sigtet i sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.