Politiet frigiver fotos af skudmænd
23-årig reddede livet på grund af skudsikker vest under skyderi på Tagensvej i København, siger politiet.
To brødre er mistænkt for et skyderi på Tagensvej i København. Politiet har ny frigivet fotos af de efterlyste.
To brødre er mistænkt for et skyderi på Tagensvej i København. Politiet har ny frigivet fotos af de efterlyste. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


I et forsøg på at få anholdt to brødre, der mistænkes for et skyderi lørdag aften i København, har politiet onsdag frigivet fotos af de efterlyste.

Mændene menes at stå bag drabsforsøget ved en Q 8 tankstation på Tagensvej, hvor to mænd blev ramt af skud.

Den ene er en 23-årig mand, der flere gange tidligere i december og januar er blevet forsøgt dræbt på åben gade i København.

Den 23-årige var iført en skudsikker vest. Derfor overlever han, selv om han ramt to gange i brystet, lyder det fra Københavns Politi.

Han blev også såret i benene, mens den anden blev ramt i sin ene ankel.

- De efterlyste er klar over, at Københavns Politi leder efter dem, men de skjuler sig stadig, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen i en pressemeddelelse.

- Drabsforsøget var koldblodigt, og det er klart, at vi hurtigst muligt skal have fjernet personer, der finder det i orden at skyde med skarpt i København, fra byens gader, fortsætter han.

De eftersøgte brødre er af marokkansk afstamning.

Amin Touteh er 22 år, har kort sort hår og er spinkel af bygning. Ousama Touteh på 28, har også kort sort hår, er almindelig af bygning, men er lidt højere end lillebroren.

De har været kørende i en grå Skoda Superb med indregistreringsnummer AR 57 505.

Med den offentlige efterlysning satser politiet på at få oplysninger fra borgere, der har set brødrene, eller som har viden om, hvor de befinder sig.

Lørdag aften blev der affyret mindst otte skud ud ad vinduet fra Skodaen mod en Mercedes med den 23-årige og fire andre.

Ifølge politiet har brødrene en vis tilknytning til Brothas. Vreden mod den 23-årige bunder i noget "internt fnidder," lyder det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.