Politiet forhandler 100 flygtninge ud af tog
100 ud af 340 migranter og flygtninge i et tog på Rødby station har forladt toget. Resten nægter stadig.
240 migranter og flygtninge nægter stadig at forlade det tog, de er ankommet til Danmark i. De holder nu på Rødby Færge, oplyser politiet.
240 migranter og flygtninge nægter stadig at forlade det tog, de er ankommet til Danmark i. De holder nu på Rødby Færge, oplyser politiet. Foto: IDA MUNCH/POLFOTO


Omkring 100 af i alt 340 migranter og flygtninge har efter forhandlinger med politiet opgivet at blive i det tog, de er ankommet til Danmark med. Toget holder ifølge politiet på stationen Rødby Færge.

De sidste 240 befinder sig stadig i toget. De nægter at forlade toget. Politiet har standset togene, fordi de ønsker at registrere de mange migranter og flygtninge.

Men migranterne og flygtningene nægter at stige ud af de to tog, fordi de ikke ønsker at søge asyl i Danmark.

Der er ifølge politiet blevet uddelt vand og forplejning og toiletterne i toget tømmes jævnligt. Der er både læger og sygeplejersker til stede.

Al togtrafik over den dansk-tysk grænse blev tidligere på eftermiddagen stoppet efter ordre fra politiet. I en pressemeddelelse fra Sydsjællands Politi understreger politiet, at det er en midlertidig foranstaltning.

Ifølge Sydsjællands Politi er der desuden en aftale med de tyske myndigheder om et stop for tilrejsende udlændinge fra "Syrien, Irak med flere lande" med færgerne fra Puttgarden til Rødbyhavn.

Foranstaltningen er sat i værk for at kunne opretholde roen og sikkerheden i Rødby, skriver politiet.

Færgetrafikken mellem Puttgarden og Rødbyhavn er dog ikke indstillet.

Onsdagen igennem er der kommet tre tog med færgerne fra Puttgarden til Rødbyhavn. Fra flere af togene har personer forsøgt at stikke af fra politiet. Fra det første tog forsøgte syv personer at flygte, mens 25-30 forsøgte at flygte fra det andet tog.

- Så vidt jeg har forstået, har man kontakt med de fleste igen, siger Søren Ravn, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lollands Falsters Politi.

/ritzau

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.