Der er noget galt i Danmark, når landets politibetjente i gennemsnit indberetter fire tilfælde af trusler, vold og chikane om dagen.
Det mener Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, der organiserer 12.000 ansatte ved politiet.
Rigspolitiets første samlede opgørelse viser, at der i perioden 2012 og første halvdel af 2013 har været 2381 sager, hvor betjente er blevet svinet til, slået på eller på anden vis forulempet.
- Der er jo ingen respekt for offentlige myndighedspersoner længere, som der var i gamle dage. Det går ud over politiet, men det rammer også lærere, socialrådgivere, læger, pædagoger og sågar ambulancefolk, siger Claus Oxfeldt til Newspaq.
Han mener, at det i første omgang er i hjemmet og i skolen, at danskerne skal lære respekten for offentlige myndighedspersoner.
- Jeg erkender, at vi lærer vores børn at stille spørgsmålstegn ved alt. Og det er også fair nok at være kritisk. Men der er altså nogle gange, hvor man bare må modtage udmeldinger fra en myndighedsperson, uden at det er til diskussion, siger han.
Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet nævner, at adskillige undersøgelser dokumenterer et stigende omfang af vold, trusler og chikane mod offentligt ansatte. Der er tale om mange "velfærdssikrende" faggrupper, og derfor er det også myndighedernes opgave at gribe ind, mener han.
- Informationskampagner er det blødeste instrument, man har. Men det kan også være, at det skal følges op med andre initiativer for at ændre udviklingen over tid. Det kan for eksempel være hårdere sanktioner i form af bøder, hvis man forulemper offentligt ansatte, der jo er ansat for sikre, at fællesskabet kan fungere, siger Henning Jørgensen.
Newspaq