Politiet finder stor portion kokain på kulskib i dansk havn
Politiet fandt i alt 21,6 kg kokain på et kulskib i Stignæs Havn. Ingen sigtelser bliver rejst.


En gennemsøgning af et kulskib i Stignæs Havn ved Skælskør resulterede fredag i en fangst for politiet på 21,6 kg kokain i koks-lasten på skibet.

Politiet vurderer, at kokainen på gadeplan har en værdi svarende til 12 millioner kroner.

Politiet er blevet færdige med afhøringerne af personalet. Det har ikke tilvejebragt grundlag for fremstille nogen mistænkt i grundlovsforhør, oplyser politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falster Politi, Kim Kliver.

- Det er ikke usædvanligt, hvis man ser på, hvordan fremgangsmåden er i forhold til det her. Når man skal have kul om bord, så er der også andre om bord på skibet end bare mandskabet, siger han til Ritzau.

- Efterforskningen har bekræftet politiet i, at kokainen skulle have været transporteret til et andet europæisk land. Vi vil derfor i samarbejde med Rigspolitiet forfølge den internationale vinkel i efterforskningen, oplyser Kim Kliver i en pressemeddelelse.

Skibet er frigivet igen og kan fortsætte. Aktionen blev gennemført af politiet i samarbejde med Skat.

Fredag lå skibet Wan May i havn i Stigsnæs ved Skælskør. Det er over 300 meter langt og er afsejlet fra Colombia mod Europa. Skibet er indregistret i Hongkong, og har senest lagt til i Rotterdam i Holland.

Narkosmugling i så store mængder straffes normalt efter straffelovens paragraf 191, og en sag, som drejer sig om over 20 kilo kokain, vil - hvis man sammenligner med lignende sager - resultere i en straf på over 10 års fængsel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.