Politiet: Fare for eksplosion i Fredericia er afblæst
Branden ved havnen i Fredericia er nu så meget under kontrol, at der ikke længere er risiko for eksplosioner.
Henter afspiller ...
Politiet advarede tidligere beboere i området om, at de skulle gå inden døre. Se flere videoer på Localeyes.dk


Beboerne i og omkring Fredericia kan ånde lettet op, efter at Sydøstjyllands Politi nu mener, at der ikke længere er eksplosionsfare i forbindelse med branden ved havnen.

Branden, der opstod allerede i aftes, er således kølet så meget ned, at der ikke længere er risiko for, at de brændende tanke med palmeolie overopheder og eksploderer.

- Det betyder, at de evakuerede kan vende tilbage til deres boliger, og skoler og institutioner kan åbne igen hedder det i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

Som følge af fare for eksplosion valgte kommunen midlertidigt at lukke Skjoldborgvejens Skole samt institutionerne Æblehuset, Eventyrhuset og Pelikanen i Fredericia. Det er siden blevet blevet besluttet, at de kan åbne igen.

Fredericia Kommune opfordrer dog til, at man tjekker med skolen eller institutionen, om den nu også er åben, inden man eventuelt begiver sig af sted for at aflevere sit barn der.

- Det er op til skolerne, om de vælger fortsat at holde lukket, men vi har i hvert fald åbnet op for, at de kan åbne igen, siger politiinspektør Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Slukningsarbejdet fortsætter, og derfor vil der fortsat være områder omkring havnen, der er spærret af for biltrafik.

Vejdirektoratet har derudover på Twitter meldt ud, at der er risiko for kødannelser i Fredericia V ved frakørsel 60a på E20 motorvejen mod Kolding.

DSB har meddelt, at man forventer normal drift omkring kl. 10. Indtil da vil der fortsat være indsat togbusser mellem Middelfart og Fredericia, og derfor må man påregne forsinkelser.

Togbusserne har nemlig været ramt af, at biltrafikken i og omkring Fredericia har været påvirket af afspærringerne.

Ifølge politiinspektør Carit Andersen driver der fortsat røg hen over et industrikvarter i den nordøstlige del af byen omkring Holstensvej og Vesthavnsvej.

- Røgen drikker stadigvæk og derfor har vi endnu ikke ophævet den sirenevarsling, som vi udstedte i aftes, siger han.

Politiinspektøren har ikke et bud på, hvornår politiet helt er færdige med at slukke den brændende olie.

- En ting er at få kontrol over olien. Men det er noget andet at få den slukket helt.

Under slukningsarbejdet onsdag fik politi og beredskabsfolk hjælp fra tyske kolleger samt danske kolleger.

- Der har været hjælp fra nær og fjern inden for landegrænsen. Man trækker på de kontakter, man har, siger Carit Andersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.