Politiet fanger flere menneskesmuglere
Antallet af personer, der er anholdt efter at have bragt asylansøgere over grænsen, er vokset kraftigt.


Antallet af menneskesmuglere, der er blevet anholdt af politiet i Padborg ved den dansk-tyske grænse, er vokset kraftigt.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tal fra Udlændingekontrolafdelingen, der har til huse i Padborg, viser, at der i første halvår i år blev anholdt 27 personer mod 19 i første halvår i 2014. Der er tale om mennesker, der mistænkes for at have transporteret asylansøgere over grænsen.

Menneskesmuglerne kommer fra flere forskellige lande. Fem af de anholdte er fra Syrien, og blandt resten er der to fra hvert af landene Holland, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Afghanistan og Danmark.

I første halvår i år er politiet ved grænsen stødt på 256 voksne asylansøgere og 126 børn. Også dette tal ser ud til at blive større end sidste år, hvor der ved kontrollen i årets løb blev fundet 348 voksne og 55 børn.

De fleste kommer fra Syrien, Marokko, Eritrea og Afghanistan.

- Det er indtrykket, at mange af de antrufne har ønsket at komme videre til Sverige, men når de bliver kontrolleret i Danmark, vil det også være her, de søger asyl, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hvis der blandt asylansøgerne er nogen, der har søgt asyl i et andet EU-land, prøver politiet at sende dem tilbage dertil, mens man forsøger at rejse tiltale mod menneskesmuglerne for at få dem dømt ved en domstol.

Strafferammen er ubetinget fængsel i mindst 30 dage og udvisning med indrejseforbud i seks år, oplyser politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.